Tempelherrernes historie

Ordenen af i dag er den nutidige opfølgning på den oprindelige Tempelherreorden, der blev dannet i år 1118 ved Korstogenes begyndelse. Den blev grundlagt af en gruppe franske riddere med Hugues de Payens som leder.

Tempelherrerne var en munkeorden med cølibat,fattigdom og lydighed, men også med den opgave at kæmpe militært. Den fik "Salomons Tempel" (Al-Aqsa-Moskéen) stillet til rådighed som hovedkvarter og skulle herfra udføre opgaven at beskytte pilgrimme på deres vej til Jerusalem. Tempelherrerne var krigere og fik hurtigt ry for at være nogle hårde halse, der aldrig spurgte om, hvor mange fjender de var oppe imod, men bare, hvor fjenden var.  

Ordenen voksede i styrke og anseelse takket være støtte fra tidens mest kendte kirkelige personlighed: Bernhard af Clairvaux. Han udarbejdede Ordenens regler udtrykt i næsten 700 paragraffer - den såkaldte Regula, der var det første faste, formelle grundlag for Ordenen og dens virksomhed. På Kirkemødet i Troyes i år 1128 anerkendte man Tempelherreordenen som officiel, åndelig ridderorden.

Tempelherreordenen blev gennem sin organisation og sit virke et forbillede for tilsvarende ordener.

Efter en blomstringstid, der varede i næsten to århundreder, havde Tempelherreordenen vokset sig så stor og rig, at Frankrigs konge: Filip IV - kaldet "den smukke" - følte sig truet og her så en mulighed for at få løst sit stadige behov for penge. Flere Tempelherrer i Frankrig blev arresteret og anklaget for kætteri samt andre opdigtede forbrydelser. Den statslig kontrollerede kirkelige inkvisition blev benyttet for med tortur at fremskaffe tilståelser.

En svækket pavestol (Clemens V) blev efterfølgende af Filip IV presset til at opløse Ordenen som åndelig ridderorden i året 1312, og Ordenens Stormester, Jaques de Molay, blev brændt på bålet den 18.marts 1314 nær Notre Dame Kirken i Paris.

Efter henrettelserne gik Tempelherreordenen "under jorden" og overlevede som et hemmeligt broderskab. I Spanien og Portugal fortsatte Tempelherrer imidlertid deres aktiviteter i nye, reformerede ordener.

Da Tempelherreordenen i 1700-tallet atter kunne træde frem i offentlighedens lys, fik den sin forankring i det højere aristokrati. 1700- og 1800-tallene må betragtes som en betydende epoke i Ordenens historie.

Læs mere om historie på Storpriorat Skandinaviens sider.